Opdateret tidsplan og økonomi for monopolbruddet

KOMBIT har opdateret tidsplanen og økonomien for monopolbruddet efter projekternes afklaringsfaser med systemleverandørerne er gennemført.

Siden tildelingen af kontrakterne for Støttesystemerne (STS), Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD), Kommunernes Ydelsessystem (KY) og Sagsoverblik/Partskontakt (SAPA) har projekterne gennemført afklaringsfaser med de vindende leverandører.

Der er god fremdrift i fagløsningerne, og businesscasen om en samlet besparelse på 25% holder. Men KMD kæmper med leverancerne på STS, hvorfor KOMBIT benytter sig af forskellige kontraktuelle virkemidler. Da STS er forudsætningen for de øvrige løsninger, betyder udfordringer på STS desværre justeringer i tidsplanen for fagløsningerne.

KOMBIT forventer nu, at kommunerne kan idriftsætte og ibrugtage KSD ca. 8 måneder, KY ca. 8 måneder og SAPA ca. 6 måneder senere end tidligere forventet.

Tidsplanen er nu opdateret, og den er udtryk for KOMBITs bedste vurdering af leverandørernes leveranceplaner. KOMBITs planlægning er ambitiøs, og derfor er justeringer sandsynlige.

Kommunerne har et betydeligt planlægningsarbejde i forbindelse med idriftsættelse og ibrugtagning af løsningerne, og KOMBIT lægger vægt på, at tidsplanerne er så aktuelle og retvisende som muligt. Derfor vil KOMBIT hvert kvartal opdatere tidsplanen med de seneste vurderinger af leverandørernes leveranceplaner.

Processen med inddeling af kommunerne i udrulningsbølger igangsættes første kvartal 2016.

Økonomien ser fortsat positiv ud

På trods af justeringerne i tidsplanen ser det stadig godt ud med målsætningen om at sænke kommunernes omkostninger med mindst 25 pct. på landsplan. 

De samlede omkostninger pr. borger for KY, KSD og SAPA forventes at ligge på knapt 78 kr./borger, og man kan se mere om økonomien i denne video.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om en-til-en udskiftninger af de nuværende KMD-systemer. I omkostningen på 78 kr./borger indgår også etableringen af Serviceplatformen og Støttesystemerne.

Kommunerne kan finde sine nuværende betalinger for KMD Aktiv, KMD Dagpenge og KMD Sag i det brev, som KL udsendte til landets borgmestre den 11. april 2014. Skulle der være behov for en genfremsendelse, kan man kontakte sin kommuneansvarlige i KOMBIT.

Du kan læse mere om tidsplan og økonomi for monopolbruddet under 'Læs mere' neden for.

 

Kontakt

Projektchef
3334 9433